fbpx

Slagteriet sætter fokus på menstruation og cyklus


Udgivet: 19. maj 2021

Det Røde Telt

Slagteriet har blødt på det...

 

… og i anledning af den Internationale Menstruationsdag den 28. maj sættes fokus på den kvindelige cyklus og menstruation. Gennem workshops, viden, humor, udstilling, talks og eksplicit scenografi, afholdes events fordelt over hele dagen, der inddrager børn, unge og politikere.

Gennem de sidste to måneder har frivillige fra Slagteriet arbejdet i kulissen for at planlægge arrangementet ”det røde telt”, som har til formål at aftabuisere menstruation for alle på tværs af køn og alder, og som løber af stablen om en uge.

Programmet byder blandt andet på viden og workshops for 5. klasser, et live-streamet børnevalgmøde med lokalpolitikere, samt et aftenprogram, der inviterer til blodrøde drinks, talks, quiz, og show med komikeren Sanne Søndergaard – alt med det formål at belyse og starte samtaler omkring kvindekroppen og menstruation.

Idéen til det røde telt opstod ud fra arrangørernes og deres bekendtes erfaringer med hvordan det at menstruere for piger, kvinder og unge kan opleves som skamfuldt, urent, og at det kan være svært at tale om, måske især i relationer til det modsatte køn, om det så er ens far, kæreste, mand eller venner.

Formiddagsprogrammets mission er at give en forståelse til både drenge og piger om at kroppen er foranderlig, at deres kroppe ændres i puberteten, og at det at få sin menstruation ikke er tabubelagt, men helt naturligt. Samme formål har aftenprogrammet, der henvender sig teenagere og opefter, og blandt andet belyser hvordan man som kvinde kan blive mere bevidst om sin cyklus og arbejde med kroppen.

 

Programmet er os' for mænd!

 

Selvom programmets omdrejningspunkt er menstruation, så er forhåbningen at også det mandlige segment vil deltage i programmet. ”For at vi som samfund kan aftabuisere menstruation, er mænd i lige så høj en grad en del af ligningen, som vi kvinder er, og vi håber på at et arrangement som dette kan og vil inspirere til at eksempelvis fædre i højere grad bliver en del af deres døtres overgang fra pige til kvinde. Derudover håber vi også at de igennem oplæg, som det med Hans Erik Foldberg, vil få en bedre forståelse af hvad der sker med os kvinder, og hvordan de kan understøtte et positivt kropsideal,” udtaler koordinator Mette Sandholt.

For at programmet ikke bliver for højtideligt, vil blandt andet den scenografiske ramme i det røde telt uden tvivl få gæsterne til at trække på smilebåndet, da det blandt andet byder på en visuelt inspirerende kunstudstilling med menstruationsbroderier og en helt særlig indgangsportal. Afslutningsvis vil komiker og foredragsholder Sanne Søndergaard sikre sig at stemningen bliver løssluppen. For 30 kr. + gebyr kan man sikre sig en billet, som også indeholder en gratis goodie bag. For mere information om de forskellige dele af programmet, læs mere på Slagteriets Facebook-side eller hjemmeside.

 

Praktisk information

 

Det røde telt
Fredag d. 28/5 2021
Slagteriet, Struervej 32, 7500 Holstebro

Formiddagsprogram:
09.00-10.30
Gennem lege, quizzer og eksperimenter arbejder 5. klasser fra lokale folkeskoler med hvad der sker i puberteten, eller hvad der vil ske med dem i denne del af livet.

10.30-11.00 Børnevalgmøde
Det er valgår, og vi ser det som en oplagt mulighed for at bruge dagen til at fremme børnenes demokratiske bevidsthed. Derfor deltager lokale politikere i årets første valgmøde med fokus på folkeskolens håndtering af puberteten. Børnene vil inden dagen have forberedt spørgsmål til politikerne i panelet.

Aftenprogram:
19.00-19.30 ”Udviklingen af det stærke køn – manden kan lære meget af kvinden” v. Hans Erik Foldberg.
Som mand kan du lære rigtig meget af kvinden, hvis du har mod og nysgerrighed på at lære hende at kende. Et oplæg om menstruation, sårbarhed, frustration og udviklingen af personlig styrke. Hans Erik arbejder med akupunktur og hvordan traditionel kinesisk medicin kan bidrage til både fysisk og mental velvære.

20.00-20.30 “Hvordan lever du med din cyklus” v. Siv Gry Gramstrup.
Siv Gry er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske. Hun vil introducere os for flere nuancer af cyklusforståelse, og hvordan du som kvinde kan arbejde med den.

21.00-22.00 “Sanne Søndergaard – om menstruation og kvindekroppen (også for mænd!)”
Komiker og forfatter Sanne Søndergaard gør kærligt grin med det at være i en kvindekrop, og spidder samfundets forventninger til den. Sanne Søndergaard har bl.a. skrevet novellesamlingen ‘NEJ’ om kvinders udfordringer ved at sætte grænser og udtrykke behov i en kultur, hvor kvinder skal være smilende, overskudsagtige, og lade som om de ikke har nogen af delene.

Arrangementet kræver gyldigt coronapas

 

Køb billetter her