fbpx

Podcast med Art Hack og Ane Cortzen

14. april 2021

Kulturen er i huset

Fra lydvandring i Ebeltoft til kreativt iværksætteri i Holstebro

 

Europæisk Kulturregion og ART HACK har sendt arkitekt, vært og kulturpersonlighed Ane Cortzen på road trip til en række midtjyske kulturhuse. Det er blevet til podcasten Kulturen er i huset, der tager temperaturen på de danske kulturhuse og fortæller historien om de mange lokale ildsjæle, der hver dag pukler for at udvikle deres lokalsamfund gennem kunst, kultur, foreningsliv og kreativt iværksætteri.

I maj 2020 udgav Europæisk Kulturregion rapporten Kulturhuse i Midtjylland. Den påpegede en række tematikker og udfordringer, som er fælles for de mange og meget forskellige kulturhuse i regionen. Den affødte et ønske om at få endnu bedre indblik i hverdagen på regionens kulturhuse.

Sammen med partnerskabet ART HACK, som netop er forankret hos nogle af regionens kulturhuse og kreative knudepunkter, har Europæisk Kulturregion derfor produceret en podcastserie på fire afsnit, der dykker ned i aktuelle og relevante temaer for kulturhuse i dag. Første afsnit udkommer 3. maj og resten offentliggøres de øvrige mandage i maj måned.
 

Afsnit #3: Når 1+1 giver 3 – kreativt iværksætteri og vækst

 
Hvert afsnit er optaget på location i fire meget forskellige kulturhuse i Region Midtjylland og har hver sit eget tema, som udspringer fra det sted, vi besøger. Tredje afsnit ser på det faktum, at kulturhusene ofte er centrum for udvikling af kreative erhverv og iværksætteri – her er rammen sat på Slagteriet i Holstebro.
 
Sammen med vores borgmester H.C. Østerby og den nye direktør for Erhvervsforum Holstebro Peter Kjeldbjerg fortæller vi om hvordan Slagteriet kan arbejde strategisk med kreative erhverv.
 
Efter hvert podcastafsnit er udgivet, er det muligt for interesserede lyttere at mødes i Kulturhusklubben.
En digital samtale inspireret af det klassiske bogklubsformat, hvor man selv kan byde ind med erfaringer, problemstillinger og ideer. Formålet er at få dem, der til dagligt arbejder i og med kulturhusene til at give deres perspektiv på tematikkerne og dele ud af egne erfaringer.
 
Ønsker du at lytte til podcast serien, kan du finde den her:
 

Lyt til Podcasten