fbpx

Slagteridirektør udlånt til Talentakademiet


Udgivet: 31. august 2022

Siden 2016 har Søren Taaning stået i spidsen for Dansk Talentakademi, men fra 1. september starter han i en ny stilling som rektor for Det Jyske Kunstakademi.

Mandag eftermiddag deltog samarbejdspartnere, medarbejdere og elever i en afskedsreception hos Dansk Talentakademi, hvor Søren Taaning blev takket for sin dedikerede og engagerede indsats gennem årene først som leder af Kunst & Designlinjen og senere som leder af Talentakademiet (billedet ovenfor).

Talentakademiet har et tæt samarbejde med Slagteriet, både i forbindelse med uddannelser og en lang række aktiviteter. Talentakademiets bestyrelsesformand, Michael Christiansen, fortæller:

”Vi håber, at alle vil sprede nyheden om, at vi søger en ny engageret leder med kunstnerisk baggrund og en solid ledelsesværktøjskasse, som kan understøtte Dansk Talentakademi og den fortsatte udvikling. I den mellemliggende periode indtil en ny leder kan præsenteres, har vi fået hjælp af Slagteriets direktør, Pia Stræde Palmelund, som har takket ja til at træde til som konstitueret leder hos Talentakademiet. Hun varetager ledelsen sideløbende med sit arbejde på Slagteriet.”

Der starter nu en spændende proces med at finde Søren Taanings efterfølger, som skal videreføre den daglige drift og de fremtidige visioner i samarbejde med Talentakademiets viceleder og faste medarbejderstab. Talentakademiets bestyrelsesformand, Michael Christiansen, oplyser, at stillingsopslaget nu kan findes på Holstebro Kommunes hjemmeside. Der er ansøgningsfrist d. 12. september og 1. og 2. runde samtaler vil blive afholdt i uge 38 og 39.

Stillingsopslag: Leder af Dansk Talentakademi