Jens og Morten
Det handler om holdninger
Kunstnerduoen Jens og Morten har delt kunstnerisk praksis siden 2012 og var de første til at rykke ind på Slagteriet.
Fra begyndelsen har deres arbejde kredset om projekter, som i deres grundform er borgerinvolverende, æstetisk fabulerende og sætter rammen for refleksioner over vores muligheder for at udveksle holdninger, tanker og idéer i det offentlige rum – og nogle gange i andre kontekster end kunstens.
Radio Rethink
Fx opførte de ved en international spejderlejr i Holstebro i 2012 en lokal piratradiostation, som med titlen Radio Rethink opfordrede til at gentænke måden, vi kommunikerer med hinanden og mødes på i det offentlige rum. Faciliteret af Jens og Morten deltog spejderne i kreative workshops og skabte indhold til radioens sendeflade.
På tur i postbilen
Interessen for at flytte kunstoplevelsen udenfor kunstinstitutionens rammer – og væk fra et såkaldt kunstcentrum – er gennemgående for Jens og Mortens sociale kunstprojekter.
Et af disse projekter er Art Van, hvor kunstnerduoen i 2013 kørte rundt i provinsen i Nordjylland, Norge og Sverige i en gammel postbil, som bragte kunsten ud til folket. Lokalt resulterede det i flere borgerinvolverende workshops og kunstneriske genstande, som siden blev udstillet.
Æstetiske udstillinger
Trods Jens & Mortens sociale sigte med deres kunstprojekter er de også optagede af at bringe deres erfaringer fra det levede liv i form af deres møder med andre mennesker og fagligheder ind i mere formelle, æstetiske sammenhænge, som et udstillingsrum udgør. Inden for dette format fornægter Jens & Mortens fundament i de skulpturelle og maleriske udtryk sig ikke.
Læs mere om kunstnerduoens spændende arbejde, udstillinger og projekter her
Kontakt os
jensogmorten@gmail.com
Kunstnerduo Jens Ardal og Morten Kromann