Kulturdivisionen

En stor del af Slagteriets historie

Kulturdivisionen var den første forening som blev dannet på Slagteriet i 2015, og var katalysator for de kulturelle og kreative tiltag der indtog de gamle slagteribygninger. Slagteriet forblev derfor et sted for produktion – men nu produktion af kunst og kultur som fælles identitet.

Selve foreningen var frivilligt drevet og bestod af en bestyrelse og styregruppe, samt en større skare af frivillige, som hjalp til ved større arrangementer. Foreningen arbejdede med alt fra koordinering af street markeder og events, udvikling af workshops, og opbygning af interessefællesskaber på tværs af alder, fagligheder og baggrunde. Kulturdivisionen var derfor en entreprenant smeltedigel som manifesterede sig i form af større kunstneriske events med fokus på medskabelse, nytænkning og lokale samarbejder.

Med afsæt i Slagteriets historie, som er en stor del af Holstebros identitet, skabte Kulturdivisionen et kunstrum der opererede i overlap mellem institution, produktions- og videnssted, fabrik og offentligt rum – en uformel platform for alle, der ønskede at indgå i et kreativt fællesskab.

I januar 2021 blev foreningen sammenlagt med den selvejende institution Slagteriet S/I. Foreningens frivillige, aktiviteter og ildsjæle forsætter derfor sit virke i dag, som en integreret del af Slagteriet.

Historisk billedarkiv

Herunder kan du se billeder og film, fra et udvalg af Kulturdivisionens tidligere arrangementer.

Street Market

Siden 2016 har Kulturdivisionen afholdt to årlige Street Markets med lokale såvel nationale up-coming designere, kunsthåndværkere og fødevarerproducenter. Ovenstående film er fra vores jule-edition 2019.

Halloween

Teaterblod, creepy gange, og et tomt slagteri der bliver vakt til live, har sat rammen om Kulturdivisionens årlige halloween siden 2016. Aftenerne har budt på alt fra fakirshow, mind-tricks, escape room, bondage, gysergang og de altid vel-udklædte gæster.

Fryserfest

Hvad gør man når Slagteriets lokaler i gennemsnit er 5 grader om vinteren? Man fylder lokalet med kunstig sne, isblokke, tøris, frosne lydbilleder, akrobater og servere en 5 retters gourmet menu iført flyverdragter og danser natten varm med live-musik.

Smagen af et sted

Hvordan smager et sted? Gennem sanketure, workshops og undervisningsforløb har Kulturdivisionen i samarbejde med kulturprojektet Nye Tider i Vinden sat tænderne i Vinderup egnen. Forbi ganen kom alt fra østers, svampe, æbler og tang.

Høst Holstebro

I fællesskab blev der sanket frugt fra Holstebros haver og 130 elever kogte marmelade og pressede æblemost i samarbejde med kokken Mikkel Majlandt. Hele herligheden blev sat sammen til det fortryllende kaffebord “Jam With Me,” hvor der blev serveret marmelade, boller, fællessang, poesi og magi.

SLASH 2017

Under fanerne af Holstebro Festuge skabte Kulturdivisionen, Subhuset og Nordisk Teater Laboratorium konceptet SLASH (Slaughterhouse & Shady Town) morgen, middag, aften og nat – fyldte de slagteriet med teater, poesi, fællesspisning, animationsfilm, workshops og leben af internationale artister i fuld omfavnelse med Holstebros borgere.

SLASH 2018

Til festugen i 2017 opstod nye venskaber og kunstneriske synergier mellem Kulturdivisionens ildsjæle og internationale artister. I 2018 slog de igen pjalterne sammen under fanen SLASH og for en weekend fyldte de Slagteriet med en kunstudstilling, poesiaften, fællesspisning og den site-specifikke forestilling Hold Ud.

Slaughterhouse Gourmet

Kulturdivisionens første gourmet arrangement løb over stablen i 2017, hvor Slagteriet var iscenesat til horror og grænselandet mellem levende og døde var udvisket. Mellem scenografi, teater og musik indfandt en intim 5-retters gourmet oplevelse sig, med græshopper og voksmøllarver på menuen.

BYGGEPROJEKTER

I 2018 lykkedes det ved en stor frivillig indsats Kulturdivisionen at rejse fondsmidler fra henholdsvis Real Danias pulje Underværker og Færchfonden. Med støtte fra de fonde kunne Kulturdivisionen i løbet af 2019 og 2020 opgradere deres lokaler.

Byggeprojektet indebærer flere og forbedret toiletfaciliteter, et funktionsdygtigt køkken, og tre professionelle værkstedskuber. Dette betyder at Slagteriet i fremtiden kan udvide sæsonen for vores frivillige, medlemmer og gæster og samarbejdspartnere, samt at Slagteriet fortsat kan være omdrejningspunkt for lokal forankret kulturproduktion.

Bliv frivillig

Selvom Kulturdivisionen officielt er fusioneret med Slagteriet S/I, er de stadig en stor del af Slagteriets hverdag.

De samme kreative og skønne ildsjæle indgår nu i frivilliggruppen i Slagteriet, og fortsætter med at lave vilde events og inspirerende workshops.

Frivilliggruppen er et fællesskab med højt til loftet, og som gennem tiden har skabt en platform for kreative og entreprenante nørder og umage sjæle. I fællesskab har de udfoldet en vifte af arrangementer, og nye venskaber på tværs af aldre, fagligheder og interesser er opstået. Her kan du se billeder af vores frivillig ”leben.”

Du kan også blive en del af fællesskabet – Alle er velkommen.

 

Bliv frivillig