fbpx

Let’s Meat – Performance

Den 13. oktober kl. 18.00-21.00

Kom når vi for sidste gang i denne omgang åbner dørene til vores fællesspisning og kunstsalon – Lets Meat. Aften indledes med en uformel fællesspisning som byder ribbensstegs- sandwich m. tilhørende salat fra Sol Foodtruck og herefter vores artist-talk. Denne gang kan du møde kunstneren Molly Haslund, som arbejder med performances og installationer.
Molly Haslunds praksis rækker vidt fra intime biografisk funderede performances, over større scenografiske installationer, til gruppeperformances. Et gennemgående træk i Haslunds arbejde er en fortsat undersøgelse af sociale koder og hierarkier, hvor krop og identitet er tæt forbundet. Efter Mollys oplæg glider arrangementet over i en samle og debat hvis formål er at sætte spot på kunstpraksisser og produktionsvilkår i og udenfor Holstebro. Du kan læse mere om Molly nedenfor.

Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond. Erfaringerne fra salonaftenerne vil udgøre et fundament for Slagteriets fremtidige udstillingssted og kunstneriske profil.

Tid

Torsdag den 13. oktober kl. 18.00-21.00

Døren åbner kl. 17.45

Sted

Subhuset – Slagteriet, Struervej 32, 7500 Holstebro

Pris

175 kr. (inklusiv gebyr)

Studerende og unge u. 25 år halv pris.

OBS. ved dette arrangement serveres der desværre ikke et vegetarisk alternativ.

Molly Haslund

Molly Haslund behandler kulturelle fænomener fra popsange og managementstrategier i humoristiske iscenesættelser af forholdet mellem individ og fællesskab. Haslund involverer deltagere i åbne scores og processer, hvor deres handlefrihed, stemmer og individualitet bliver en væsentlig drivkraft i værkerne. Fællesskabet har en central plads i Haslunds arbejde, når hun inddrager andre aktivt, såvel som når hun med ukulele og poetisk stemmeføring tager publikum med på en nøje tilrettelagt dannelsesrejse gennem høj- og lavkulturelle fænomener.

I kraft af sin interesse for fysikalitet i forhold til sociale rum og øjeblikkets aktualitet skabes Molly Haslunds værker ofte i relation til specifikke steder og situationer – eller tilpasses nye steder i dialog med den givne kontekst.

Molly Haslund tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Glasgow School of Art (begge i 2005). Haslund har deltaget i residencies på ISCP International Studio and Curatorial Program i New York, hos Absolute Art Space i Tainan, Taiwan, og Kyoto Art Center i Japan. Haslund er bosat i København. Har siden 2002 opført performances og udstillet ekstensivt i Danmark og internationalt. Hun er repræsenteret på Statens Museum for Kunst (Danmark), Museet for Samtidskunst i Roskilde (Danmark) og i skulpturparken Wanås Konst i Sverige.