ARTIST IN RESIDENCY: Susanne Hangaard
Uge 46
1. sal
Slagteriet, Struervej 32, 7500 Holstebro
Gratis
Susanne Hangaard er uddannet keramiker og for nylig begyndt at integrere 3D-teknologi i sin kunstneriske praksis. Hun er drevet af en nysgerrighed for at udforske krydsfeltet mellem traditionel formgivning og moderne digitale teknologier. Susanne er særligt optaget af at skabe værker, der fungerer som krydsbestøvninger mellem det fysiske og det digitale, og som kan inspirere til en kritisk dialog omkring teknologiens rolle i vores samfund.
Under sit ophold i Slagteriets værkstedsprogram ser Susanne en unik mulighed for at videreudvikle sin praksis. Hun betragter Slagteriets projekt som en ideel platform til at undersøge og udforske, hvordan faglige traditioner og fremtidens teknologier kan sameksistere og berige hinanden.
I løbet af sin uge i Holstebro planlægger Susanne at arrangere et event i Busteparken ved anlægget i Holstebro. Hun har i sin research og idéudvikling været i dialog med tidligere museumsinspektør Esben Graugaard og arkivleder Stig Asbjørn Andersen fra Holstebro Lokalarkiv, med henblik på, hvordan hun kan integrere Holstebros kulturarv i hendes ophold.
Opholdet er en del af værkstedsprogrammet ‘Mellem Tradition og Teknologi’, hvor kunsthåndværker og designere skaber værker, der bevæger sig mellem det fysiske og det digitale.
Man er velkommen til at besøge værkstederne og se, hvad der sker, når der er kunstnere i huset. Hold øje med Slagteriets hjemmeside og Facebook for annonceringer af events m.m., hvor du kan møde kunstnerne og se deres arbejde.
Tak til Statens Kunstfond, som har muliggjort residenciet med støtte til Slagteriets værkstedsprogram ‘Mellem Tradition og Teknologi’, der arrangeres i samarbejde med Loop Hub.