ARTIST IN RESIDENCY: Amalie Vöge Jensen
Uge 39
1. sal
Slagteriet, Struervej 32, 7500 Holstebro
Gratis
Amalie Vöge Jensen deltager i værkstedsprogrammet med en videreudvikling af sine skulpturserier ”Storage of Movement” (2023) og ”Moving with the Mundane” (2021).
”Storage of Movement” reflekterer over og udforsker grænserne mellem det fysiske og det digitale. Projektet sigter mod at transformere menneskers bevægelsesdata til keramiske skulpturer, der balancerer mellem at være fysiske objekter og ligne computeranimerede værker. Hvor går grænsen for vores opfattelse mellem det fysiske og det digitale?
Under opholdet vil Amalie fokusere på research, materialeindsamling og skitsering til udvikling af nye keramiske skulpturer. Hovedfokus vil være på kroppens bevægelser i klatrehallen Holstebloc. Materialeindsamlingen vil omfatte optagelser og skitser af den klatrende krop, med særligt fokus på grebet og kroppens bevægelse på væggene. Klatrehallen giver en unik mulighed for at undersøge kroppens dynamik i bevægelse.
Amalie er grundlæggende optaget af kunstens og håndværkets potentiale til at samle mennesker i fællesskaber. Hun undersøger, hvordan håndværket kan bruges som et middel til at fremme fællesskab og læring, med det større mål at styrke folks følelse af handlekraft og tilhørsforhold i samfundet.
Opholdet er en del af værkstedsprogrammet ‘Mellem Tradition og Teknologi’, hvor kunsthåndværker og designere skaber værker, der bevæger sig mellem det fysiske og det digitale.
Man er velkommen til at besøge værkstederne og se, hvad der sker, når der er kunstnere i huset. Hold øje med Slagteriets hjemmeside og Facebook for annonceringer af events m.m., hvor du kan møde kunstnerne og se deres arbejde.
Tak til Statens Kunstfond, som har muliggjort residenciet med støtte til Slagteriets værkstedsprogram ‘Mellem Tradition og Teknologi’, der arrangeres i samarbejde med Loop Hub.