Vi genåbner med nyt program

04. juni 2020

Slagteriet i Holstebro nåede knapt at åbne, før stedet som alle andre kulturinstitutioner midt i marts blev lukket ned som følge af Corona-pandemien. Nu åbner Slagteriet igen med helt særlige kulturtilbud på programmet.

Kultur i Grisetider. Sådan kalder Slagteriet i Holstebro sit helt nye program med kulturaktiviteter, som er særligt tilpasset restriktionerne under Coronakrisen.

Det er vigtigt

Mange kulturhuse har valgt at vente med at genåbne til august eller september, men for direktør på Slagteriet, Pia Stræde Palmelund, er det vigtigt at komme i gang igen hurtigst muligt.

Det betyder, at Slagteriet efter tre måneders nedlukning genåbner mandag 8. juni. Det oprindelige program er ryddet, og det nye program indeholder en række aktiviteter og begivenheder, som er tilpasset restriktionerne i forhold til forsamlingsforbud, hygiejne og afstand.

– Sammen med de mange aktører på Slagteriet har vi valgt at gå helt nye veje med vores tilbud, siger Pia Stræde Palmelund.

Nye arrangementer

I programmet finder publikum blandt meget andet et virtuelt forløb for kunstnere og andre kreative, hvor de sammen og med mentorer på sidelinjen skal gentænke deres strategier under krisen i et online udviklingsprogram.

Der bliver også livestreaming af indlæg fra kulturmødet på Mors, lige som Slagteriets Byhaver byder på fællesspisning under åben himmel. Subhuset byder på kunstudstilling for unge kunstnere, hvor afstanden mellem publikum bliver større end normalt. For blot at nævne nogle få af tilbuddene.

Vi har god plads

– Vi er beriget med at have rigtig god plads på Slagteriet. Samtidig har vi en række kreative aktører, som er vant til at tænke ud af boksen. Så for os har det ikke været så svært at skabe et ekstraordinært og særligt program her under krisen, siger Pia Stræde Palmelund.

Hun tilføjer, at Slagteriet også arbejder med en særlig app, hvor man kan opleve Slagteriet og dets mange aktiviteter i spilform, hvilket gør kulturinstitutionens tilbud tilgængelige fra brugernes egne mobiltelefoner, uanset hvor de befinder sig. Appen er færdig engang i løbet af efteråret.

Her kan du se programmet ”Kultur i grisetider”, der også er tilgængelig på Facebook og i avisannoncer.

Her kan du se en oversigt over foreningerne på Slagteriet.

Yderligere oplysninger: Pia Stræde Palmelund, tlf. 9611 6680 / 2083 8288