
Skateforening takker af og klatrehal med vokseværk står klar
Udgivet: 20. marts 2026
Skateforening takker af og klatrehal med vokseværk står klar
Forandringens vinde blæser i Slagteriets gadeidrætsmiljø i disse dage. Foreningen Hal 19 har valgt at lukke, efter mange år som samlingspunkt for det lokale skatemiljø i byen. Mangel på frivillige og begrænsede ressourcer er begrundelsen for at stoppe som aktiv medlemsforening. Samtidig oplever Foreningen Holstebloc stor medlemsstigning samt et behov for mere plads til deres aktiviteter, der involverer parkour og bouldering for børn og voksne. Hal 19’s navn og historie lever derfor videre i en ny sammenhæng.
En mangeårig indsats for skatemiljøet
Hal 19 har gennem årene været et vigtigt sted for både unge og voksne skatere med fællesskab, events og workshops – og har været drevet af et stort frivilligt engagement. Bestyrelsen i Hal 19 har afsøgt forskellige løsningsmuligheder, og beslutningen var ikke nem at træffe.
”Bestyrelsen og jeg vil gerne sige en stor tak til alle frivillige, medlemmer og samarbejdspartnere, der har været med til at skabe liv i Hal 19 gennem årene. Vi oplever at skateboardmiljøet i Holstebro har udviklet sig, og at meget af aktiviteten i dag er rykket ud i byens nye udendørs faciliteter. Skatekulturen kommer derfor til at leve videre – blot i nye rammer.” siger forperson Alberte Kloster.
For den selvejende institution Slagteriet har samarbejdet med foreningen Hal 19 været meget værdsat.
”Hal 19 var en af de allerførste aktører på Slagteriet efter at Danish Crown forlod stedet. Deres frivillige og aktive brugere og i særdeleshed deres forperson Alberte Kloster, har lagt en kæmpe indsats i at skabe aktiviteter og liv for byens borgere igennem årene.” udtaler Pia Stræde Palmelund, direktør i Slagteriet. Hun fortsætter ”Corona var hård ved mange danske foreninger, og nogle foreninger kæmper som Hal 19 fortsat med et efterslæb efter den lange nedlukning.”
Holstebloc udvider
Selvom foreningen Hal 19 lukker, så består navnet Hal 19. Det er nemlig lokalets historiske navn fra Danish Crown tiden.
Hallens liv kommer derudover til at fortsætte, da en anden aktiv gadeidrætsforening står klar til at fylde lokalet med foreningsaktiviteter.
Foreningen Holstebloc har igennem en længere periode haft vokseværk, hvilket har skabt et behov for flere m2.
”Vi vil blandt andet gerne arbejde hen mod en opdeling af vores parkourafdeling og vores boulderafdeling”, uddyber forperson i Holstebloc Kevin Agerskov. Slagteriet og Holstebloc arbejder ligeledes hen imod at afdække, hvordan en del af de eksisterende skateramper og udstyr i Hal 19 kan bevares og kombineres med de nye foreningsaktiviteter. ”Det vil vi afklare via en række prøvehandlinger henover den kommende periode”, fortsætter Kevin Agerskov.
Aktørfællesskabet på Slagteriet vokser
”Heldigvis er situationen med Hal 19 ikke et udtryk for en generel tendens”, udtaler Pia Stræde Palmelund, direktør i Slagteriet. Hun fortsætter ”Vi oplever en stor stigning i antallet af aktører, der gerne vil være en del af Slagteriets fællesskab. Vi har pt. rundet 40 aktører, og flere er på vej ind. ”
Yderligere oplysninger:
Alberte Kloster, tlf. 44141008
Forperson, Foreningen Hal 19
Pia Stræde Palmelund, tlf. 44141001
Direktør, Slagteriet S/I