Jagten går ind på slagteri-direktør

07. august 2019

Den selvejende kultur- og iværksætterinstitution i Holstebro tager hul på en ny epoke med ansættelsen af en daglig leder til efteråret
Sommerferiens afslutning varsler en ny begyndelse for Slagteriet i Holstebro. Som første led i den videre udvikling er bestyrelsen gået i gang med at rekruttere en direktør.

– Direktøren får til opgave at bygge og udvikle stærke kultur- og erhvervsmiljøer på Slagteriet. Institutionen skal være et mødested, et kulturelt produktionshus og en erhvervsmæssig dynamo, siger formand for Slagteriet bestyrelse, Asbjørn Christensen.

Godt fundament

Slagteriet indgår i den samlede udvikling af Holstebros bymidte over de kommende mange år. En udvikling, hvor også hospitalsgrunden spiller en stor rolle.

Asbjørn Christensen glæder sig over, at der er et godt fundament af aktive og kreative frivillige at bygge videre på. Frivillige, som allerede har opbygget fællesskaber og faciliteter og afholder mange forskellige aktiviteter på Slagteriet.

– Direktøren skal samarbejde med mange forskellige aktører i erhvervs- og kulturlivet om at skabe indhold på Slagteriet. Over tid er det forventningen, at institutionen skal kunne drives, vedligeholdes og moderniseres ved hjælp af egne indtægter og fondsmidler, fortæller bestyrelsesformanden.

Han og resten af bestyrelsen lægger vægt på, at den nye direktør har erfaring inden for både byggeri, iværksætteri, kulturel produktion og samspil med frivillige. I rekrutteringsprocessen har bestyrelsen allieret sig med Mercuri Urval.

– Vi regner med, at vi har fundet den helt rette til jobbet inden udgangen af september. Og så håber vi, at vedkommende kan tiltræde 1. november eller tidligst muligt herefter, siger Asbjørn Christensen.

Fakta

  • Slagteriet er en selvejende institution. Bestyrelsen består af folk med erfaring fra erhvervs- og kulturlivet samt samarbejde med frivillige.
  • Bestyrelsesmedlemmer er: Asbjørn Christensen, fmd., Lene Skovsgaard, Ulla Lund, Søren Taaning og Pernille Bloch.
  • Holstebro Kommune overtog i 2015 det tidligere slagteris grund og bygninger. De bevarede bygninger udgør 13.000 kvm. Disse bygninger udgør i dag den selvejende institution Slagteriet, som blev stiftet i foråret 2019.

Flere oplysninger

Asbjørn Christensen, bestyrelsesformand, Slagteriet, tlf. 24597111