fbpx

Glæd dig til Sommer HANGOUT

03. juni 2021

Programmet for Sommer HANGOUT er nu offentliggjort

Slagteriet har offentliggjort et program med et varieret udvalg af oplevelser for alle aldre og forskellige interesser til Sommer HANGOUT den 10.-27. juni 2021. Programmet præsenteres i samarbejde med en række af Slagteriets faste aktører.

Subhuset har sammensat et program fyldt med koncerter med spændende bands, inspirerende poesi og tilmed et loppemarked. De har ligeledes indgået i et samarbejde med en af Slagteriets nyeste aktører, Comedy Divisionen, som inviterer indenfor til Open-mic Stand-up.

Som et helt særligt highlight i programmet er det værd at lægge mærke til En dag under regnbuen. Det bliver en dag fyldt med kolorit, regnbuestøv, mangfoldighed og LGBTQ+ afholdt af Slagteriet sammen med Subhuset, Kondomeriet og AURA Holstebro.

Kom også til to street markets i form af design- og kunsthåndværkermarked samt Mega Vinyl, hvor man kan gå på jagt efter gamle og nye plader.

Glæd dig også til en række workshops, der leder op til en papkrig for børn og barnlige sjæle, hvor man kan bygge sit eget udstyr og tæve hinanden i Det Store Slag.Eller lav mad sammen med andre, når vi tænder op i pizzatønderne til Let’s make pizza.

Som noget ekstra særligt byder Slagteriet indenfor til en frivilligworkshop, hvor alle nuværende og kommende frivillige er meget velkomne. Denne aften indeholder masser af nyttig og inspirerende information om vores frivilligkultur, samt en workshop hvor alle har muligheden for at påvirke vores frivillige miljø, og de muligheder Slagteriet byder på.

Følg med på Slagteriets hjemmeside og Facebook-side for at se det detaljerede program og få opdateringer.

Vi glæder os til at byde jer velkommen på Slagteriet.

OBS: Vi overholder myndighedernes retningslinjer, og derfor er der begrænset antal pladser ved vores events. Størstedelen af vores aktiviteter er gratis at deltage i. Af hensyn til smitteopsporing skal man som gæst hente en gratis dagsbillet samt kunne fremvise et gyldigt Coronapas.

Se programmet for Sommer HANGOUT

Praktisk information for Sommer HANGOUT