fbpx

Genstart af kulturlivet med nyt program

18. maj 2021

Trods restriktioner: Spændende program for sommeren på Slagteriet

Nyhedsstrømmen fortæller for tiden om aflysninger af festivaler og kulturelle arrangementer over hele landet, men Slagteriet går imod strømmen. Siden de nye regler blev meldt ud, er der blevet arbejdet på højtryk for at finde en model, så vi kan afvikle så meget som muligt af sommerens planlagte aktiviteter. En plan der har fundet opbakning fra Kultur- og Fritidsudvalget i Holstebro Kommune. Sundhedsstyrelsens retningslinjer bliver naturligvis fulgt, og derfor er der begrænset antal pladser ved alle events. Ikke desto mindre er det lykkedes at sammensætte et spændende program.

Det store highlight i forårs- og sommerprogrammet er Sommer HANGOUT 2021, der afholdes i perioden fra den 10.-27. juni. Sommer HANGOUT er en paraply af aktiviteter afholdt af Slagteriets foreninger og aktører, som byder på musik, markeder og sommer på Slagteriet. Det bliver dog med nogle ændringer, da store udendørs arrangementer, kun kan afvikles under skrappe restriktioner.

Den store publikumssucces Holstebro Street Food Festival, der arrangeres af Holstebro Events og Slagteriet, vil derfor blive udskudt til den 5.-8. august. Holstebro Events har taget konsekvensen af myndighedernes seneste udmeldinger, der med deres retningslinjer for afholdelsen af markeder, ikke gør det muligt at gennemføre den stort anlagte madfestival før i august måned. Holstebro Events lover dog, at deres mange trofaste besøgende kan glæde sig til et brag af en Street Food Festival, når genåbningens trin 4 er udrullet af myndighederne den 1. august. Ligeledes bliver Slagteriets Gadeidrætsfestival udskudt til august eller september, alt efter hvordan myndighedernes genåbningsplan forløber.

Der bliver dog masser af andre spændende arrangementer at deltage i. Eksempelvis har Subhuset sammensat et program fyldt med spændende bands, inspirerende poesi og tilmed et loppemarked. De har ligeledes indgået i et samarbejde med en af Slagteriets nyeste aktører, Comedy Divisionen, som inviterer indenfor til Open-mic stand-up.

Derudover er der papkrig for børn og barnlige sjæle, hvor man kan bygge sit eget udstyr og rustning og tæve hinanden i Det Store Slag. Besøg også gademarkedet Mega Vinyl, hvor man kan gå på jagt efter gamle og nye plader, eller kom til en dag fyldt med kolorit, regnbuestøv, mangfoldighed og LGBTQ+, når Slagteriet sammen med Subhuset, Kondomeriet og AURA Holstebro afholder arrangementet “En dag under regnbuen”.

Som noget ekstra særligt byder Slagteriet indenfor til et åbent møde, hvor alle nuværende og kommende frivillige er meget velkomne. Denne aften indeholder masser af nyttig og inspirerende information om vores frivilligkultur, samt en workshop hvor alle har muligheden for at påvirke vores frivillige miljø, og de muligheder Slagteriet byder på.

Programmet for Sommer HANGOUT 2021 kan ses på www.slagteriet.dk, på Facebook og i avisannoncer. Her kan du også læse om de andre spændende arrangementer i forårs- og sommerprogrammet, såsom Det Røde Telt, der afholdes på den internationale menstruationsdag den 28. maj. Det fejrer Slagteriet blandt andet ved at byde indenfor til en spændende aften med talks og stand-up.

Derudover glæder Hal 19 sig til at byde sine medlemmer velkommen tilbage i deres nye fantastiske faciliteter, imens Vestjysk Parkour- og Boulderklub gør sig klar til at præsentere deres nybyggede bouldervæg – når foreningslivet igen må genåbne.

Vi glæder os til at byde jer velkommen på Slagteriet.

OBS: Vi overholder myndighedernes retningslinjer, og derfor er der begrænset antal pladser ved vores events.

Find alle aktiviteterne her