Få inspiration til frivilligt arbejde

05. juni 2020

Der er masser af inspiration at hente om frivilligt arbejde, når Slagteriet i Holstebro åbner dørene for to MasterClass i frivillighed.

Som det eneste sted uden for Aarhus kan Slagteriet præsentere VisitAarhus’ anerkendte og succesfulde frivilligprogram, der blev etableret i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus.

Deltagerne i de to MasterClass kan i dagtimerne den 24. juni og den 30. juni lære af underviserne, der stod bag det succesfulde frivilligprogram. Målgruppen er aktører, ledere og koordinatorer, som ønsker at sætte fokus på frivillige.

Vi støtter op

Deltagerne vil bl.a. få inspiration til rekruttering af frivillige, samt hvordan man kan skabe et fælleskab, som frivillige ønsker at være en del af. Der gives ligeledes en introduktion til professionelle værktøjer, som kan understøtte rekrutteringsprocessen. Udover konkrete redskaber vil man få en grundlæggende viden om den gode organisering og ledelse af frivillige.

– Det er vigtigt for mange kulturinstitutioner, idrætsforeninger og andre aktører at opbygge og bevare et stærkt frivilligt fællesskab. Slagteriet vil gerne støtte op omkring dette arbejde i vores nære lokalsamfund, siger Slagteriets direktør, Pia Stræde Palmelund, om baggrunden for at tilbyde initiativet i Holstebro.

Der er stadig ledige pladser, men man skal ikke vente for længe med at tilmelde sig, da der er stor interesse. Det koster lidt at deltage, men Slagteriet tilbyder en særlig pris til personer, der koordinerer frivillige i en forening uden lønnet personale.

Yderligere oplysninger: Pia Stræde Palmelund, tlf. 2083 8288